Menu

Menu

ForsideOtto FrelloFrelloOtto Frello Tour- Kunst i stor størrelse Otto Frello`s Plads Thomas Frello´s tale ved 100 år´s fødselsdagNyhederKalenderBo i OutrupFakta om OutrupProfileringsside om Outrup for tilflyttereBørnepasningErhvervsdrivendeHåndværker og HandelsstandsforeningenMøllegården.... Ældre i OutrupOutrup ErhvervsinvestOutrup SangenOutrup FondenUndervisningLokalhistorieForsyningsselskaberOutrup Udviklingsplan 2020 EgnshistorieKirke og religionAnnoncører her på sidenKollektiv trafikVarde KommuneFonde, foreninger, arbejdsgrupper mv. i lokalområdetIrma Damgaards klummer i Sognebladet 2001 - 2015FritidForeningerMælkestien gennem anlægget på 15 minutterMælkevejenOplevelsesbanken ComevisitOutrup Kultur & IdrætscenterVærd af se omkring OutrupOutrup SogneforeningBlaabjerg UdviklingsrådFritids-og ungdomsklub mv.Bibliotek/BogbusOutrup AntenneforeningGalleriBilleder fra begivenheder i OutrupGalleri Blåbjerg HKGalleri Outrup BoldklubGalleri Outrup GUBGalleri SpeedwayLokal sport frem til 1 oktober 2023Naturbilleder fra Outrup og omegnSognefilmLinks til videoer fra OutrupFrelloForsøgsgalleriKontaktBliv annoncør på denne sideNyheder og kalenderWebmaster
Outrup
Thomas Frello Foto: Ole Frank Jessen

Thomas Frello´s tale ved sin fars 100 års fødselsdag

Fra Outrup til kendt kunstner: Fejring af Otto Frellos 100 år.

Otto Frello 100 år
Spørgsmål til de fremmødte: hvor mange til stede her i dag har mødt Otto Frello?
Selv om der er mange meget levende mennesker der har hilst på Otto Frello, må man vel nok sige
at her på hans 100-års fødselsdag er han blevet en historisk person. Så har man lov til at nævne
ham i selskab med nogle andre historiske skikkelser:
H.C. Andersen, Ludvig Holberg, Jesus Kristus – og Otto Frello. De har alle noget tilfælles. Det
vender jeg tilbage til.
Jeg spurgte en gang min far hvornår han begyndte at tegne, og han svarede: Lige siden jeg kunne
holde på en blyant. Otto Frello var ikke så god til at smide ud, til gengæld var han god til at
gemme, og han har gemt mange af sine børnetegninger helt tilbage fra han var seks år gammel.
Lige som andre børn tegnede han dyr, cowboydere og indianere, riddere og heste og hvad små
drenge nu har tegnet de sidste 100 år. Han tegnede også flyvemaskiner, og det var ikke bare
omridset af en flyvemaskine set oppefra, men også flyvemaskiner set i perspektiv, på skråt mens
den drejede. Det var godt gået af en lille dreng på 6-8 år. Og det var selvfølgelig dobbeltdækker
flyvemaskiner han tegnede, med to par vinger oven på hinanden, for enkeltdækker flyvemaskinen
var knapt nok opfundet dengang – det er jo også næsten 100 år siden han var dreng.
Min far fortalte mig at han var kendt i Outrup som drengen der tegnede. Han gav faktisk sin første
tegneundervisning en af de allerførste dage i 1. klasse i skolen. Klassen havde tegning på
skemaet, og læreren sagde: du er jo god til at tegne Otto, kan du ikke tegne noget på tavlen, så
kan de andre tegne efter. Så Otto Frello har altså været anerkendt som tegner i Outrup de sidste
93-94 år.
Otto Frello voksede op på gården i Skyhede. Han og hans tre brødre blev født Frello Christensen
med Frello som mellemnavn. Otto og to af hans brødre tog navneskifte til Frello en gang i
1940’erne. Den ældste bror Therkild beholdt Christensen, så hvad enten man i dag hedder Frello
Christensen eller bare Frello, så vi altså fra samme familie. I anledning af navneskiftet kom politiet
fra Varde på besøg, for det kunne jo være at der var tale om kriminelle som prøvede at unddrage
sig en gæld, for registrene var ikke så gode den gang, så hvis man skiftede navn var man næsten
forsvundet. Politiet kunne godt se at Otto og hans brødre ikke var hærdede kriminelle, så
navneskiftet blev godkendt, men de skulle hver betale 8 kr. i afgift. Den slags penge havde de ikke
den gang, så de måtte låne pengene hos deres far Jens. Det var han nu ikke helt tilfreds med: “Det
er ligegodt galt,” sagde han, “her har jeg givet mine sønner et godt navn, og så skal jeg selv betale
for at de smider det væk igen.”
Otto startede som malerlærling i Billum som 14-årig, og under den tyske besættelse arbejdede han
som maler i Esbjerg. Han var med i modstandbevægelsen, han var dog ikke med til sabotager eller
den slags. Han havde en maskinpistol som han affyrede én gang, og det var for at skyde hul i en
ølkapsel. Han ramte plet, men som han sagde: jeg stod også kun halvanden meter væk. Han
havde stor glæde hele livet af at havde lært at bruge hænderne til noget fornuftigt og han har tit
sagt at han syntes det var lige så sjovt at gå og pusle med at holde sit hus ved lige som at tegne
og male malerier. I 1947 til han til Finland som frivillig hjælpearbejder for at være med til at
genopbygge huse efter russernes bombardementer. Det med russerne har jo desværre ikke
ændret sig meget siden dengang. Otto fortalte hvordan minerydderne fandt en landmine én meter
ved siden af den sti, hvor alle hjælpearbejderne plejede at gå frem og tilbage hver dag, så hvis han
havde trådt lidt forkert den gang, havde vi nok ikke stået samlet her i dag. Det havde været meget
spændende at være i Finland, men at komme hjem til Outrup bagefter, sagde han, det var som at
komme til et lille paradis på jorden.
I 1948 tog Otto til København, og der blev han boende resten af sit liv. Det betød på ingen måde at
han tog afsked med Outrup, han havde sine rødder i det Vestjyske, og han kom jævnligt hjem til
sin familie gennem hele sin ungdom. Da han blev gift og fik børn kom vi mindst én gang om året på
bondegårdsferie hos farbror Therkild og tante Lis og hilste på fætre og kusiner og alle de andre
familiemedlemmer der boede i Outrup. Så at være i Outrup her i dag er meget hjemligt for mig,
byen har været en stor del af hele min barndom.
Gården i Skyhede var meget spændende, det var noget helt andet end huset hjemme i
København. Der var katte og halmballer og traktorer og køer. Min mor har fortalt mig at en af de
første gange vi var i Outrup viste farbror Therkild os børn rundt i kostalden, og det var jo meget
spændende. Vi kendte godt store dyr fra zoologisk have, men her kunne man gå helt hen til en
ægte ko og klappe den. Efter rundvisningen hev jeg min mor i ærmet og sagde: “Jeg vil også se
elefanten”.
Ottos far – min bedstefar Jens – havde anlagt en meget flot have ved gården i Skyhede, og min
farbror Therkild holdt den godt ved lige, så den stod stadig ret flot da jeg kom der som dreng. Otto
havde i slutningen 40’erne etableret en havedam og bygget et lille drømmeslot af cement og
mursten som kunne oplyses med stearinlys om natten så det spejlede sig i dammen. Haven var
udsmykket med skulpturer af nordiske guder som Otto havde støbt og modelleret i cement: Odin,
Freja, Thor og Loke. De stod der i min barndom selv om de allerede dengang var ret medtagne af
vejr og vind. Loke var væltet, Odin manglede en af sine to ravne på skulderen, Frejas ansigt var
regnet væk, men Thor stod der stadig stort set uberørt. Jeg spurgte Otto hvorfor det kun var Thor
der stadig var hel, og han forklarede at det var der to grunde til: for det første var Thor
tordenguden, og han var den stærkeste og sejeste af alle guderne. Og for det andet havde Otto
kommet noget ekstra beton i Thors cementblanding. Jeg tror Odin stadig står der som den eneste
af guderne, nu er den anden ravn dog også regnet væk.
Da Otto tog til København i 1948 var det for at gå på tegneskole – Akademiet for Fri og Merkantil
Kunst (i dag ville vi kalde det skolen fri kunst og kommerciel kunst). Han må have klaret sig godt,
for efter det første år som elev, fik han at vide, at når han kom tilbage efter sommerferien skulle
han være lærer. Først var han hjælpelærer mens han stadig selv modtog undervisning ved siden
af, senere blev han fuldtids lærer og til sidst blev han forstander for skolen. Otto underviste
tusindvis af elever gennem årene, og han sagde at det ikke mindst var gennem undervisningen
han selv lærte alt det fundamentale der skulle til for at blive god til at tegne og male.
Noget han også fik at vide mere end én gang på skolen, det var at han aldrig skulle regne med at
blive en stor kunstner. Tegner ja, kunstmaler nej. Og det er faktisk først for nyligt at jeg blev klar
over at han hele livet, siden han var en lille dreng, havde en drøm om at blive kunstmaler. Og
hvordan fandt jeg så ud af det? Jo, Otto Frello skrev ikke dagbog, men han skrev en vandrebog fra
1944 til 1986 (dvs. fra han var 20 til han var 62). En vandrebog var den tids FaceBook. Otto havde
fået nogle nære venner under krigen mens han var i Esbjerg, og for at holde kontakten når de efter
kirgen rejste hver til sit, så lavede vennegruppen en vandrebog som de sendte rundt til hinanden
med posten. Så skrev man på skift om hvad der var sket i ens liv siden sidst, man kunne klistre
fotos ind (eller tegne tegninger, det gjorde Otto tit), så det var FaceBook i slowmotion, hvor man
opdaterede sin profil ikke to gange om dagen men to gange om året. Vandrebogen blev i løbet af
de år sendt mere end 50.000 kilometer med posten, det er mere end en fuld gang rundt om jorden.
De var seks venner eller vennepar som skrev i vandrebogen, og de er selvfølgelig også for længst
gået bort, men jeg ved at der er nogle efterkommere til stede – er Poul Ottzens børn her i dag?
Jeg læste vandrebogen igennem fra ende til anden forrige år, og der nævner Otto Frello jævnligt
helt fra sin ungdom drømmen om at blive kunstmaler, og han fik jævnligt at vide at det havde han
ikke talent for, han skulle tegne og illustrere i stedet. Når jeg tænker på min far fra min barndom, så
husker jeg ham som en far der altid arbejdede, han tegnede altid. Jeg husker ham også som en far
der altid havde tid til os børn. Hvordan han kunne få det til at fungere ved jeg ikke, men det kunne
han altså. Men jeg husker ham ikke som en far der malede malerier, for det gjorde han ikke.
Malerierne var noget han begyndte på efter han fyldt 50, og i starten var det heller ikke noget han
gjorde særligt ofte.
Det meste af sit Liv malede Frello ikke malerier. Så hvad fik han tiden til at gå med? Han lærte at
tale 7 sprog (sådan da), ud over de skandinaviske sprog dansk/norsk/svensk - engelsk, tysk,
fransk, italiensk, finsk og en lille smule japansk. I 1957 arbejdede han i Rom i et halvt års tid som
bestyrer af det der hed Scandinavian Students’ Travel Service biludlejning. Det havde været meget
spændende og også ret stressende. Åbenbart gjorde han det med succes, for han blev tilbudt at
komme tilbage året efter, hvilket han dog takkede nej til. Han blev så god til italiensk at jeg har
oplevet ham høfligt men bestemt rette stavefejl i menukort på en italiensk restaurant i København.
De havde stavet tomatsuppe helt forkert.
Og som sagt underviste han, men selv om det gik godt på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst, så
blev han efterhånden træt af at undervise – det havde han jo også gjort siden 1. klasse i Outrup
skole. Han ville hellere bruge tiden på at tegne og lave foldefigurer i papir, for det var han nemlig
også god til. I 60’erne fik han en kontrakt med Kellogg’s Cornflakes, de fik lov til at bruge hans
foldefigurer på bagsiden af deres cornflakes pakker. Når børnene var færdige med at spise
cornflakes kunne de klippe foldefigurerne ud af pakken og samle dem. Kellogg’s betalte ret godt,
så Otto turde sige farvel til tegneskolen og blive fuldtids tegner. Han lavede masser af foldefigurer,
han lavede utallige tegninger til ugeblade og magasiner, både indenlands og udenlands. Og han
illustrerede adskillige håndbøger til Politikens Forlag om husdyr, planter, ædelstene, balloner,
klædedragter og arkitektur. Han fortalte mig at efter at have lavet især håndbøgerne, så kunne han
tegne hvadsomhelst uden besvær.
Og nu kommer vi så til hvad Otto Frello har tilfælles med H.C. Andersen og Holberg og Jesus. Det
meste af hvad de lavede i løbet af deres liv er ikke det som eftertiden husker dem for. H.C.
Andersen skrev lange romaner, digte, skuespil, rejseberetninger og selvbiografier. Og så skrev han
også nogle børneeventyr, som han bliver husket for. Holberg var professor ved Københavns
Universitet, han skrev lærde tekster på latin om historie, jura, geografi og filosofi, han skrev
romancer og poesi, og i en ret kort periode på to år skrev han sine komedier. Som han bliver
husket for. Jesus er måske en lidt anden kategori, men han var tømrer langt det meste af sit liv,
men det er de sidste par år af sit liv som han bliver husket for.
Otto Frello brugte sine første 50 år på at lære at tegne hvadsomhelst uden besvær, så da han for
alvor begyndte at male sine malerier, så var det kun hans egen fantasi der satte grænsen. Og det
er det unikke ved Otto Frellos malerier, kombination af hans fantasi og hans evne til at male så
livagtigt at man kan tro på det. Hans malerier kan måske beskrives som et blik ind i en historie hvor
man hverken kender begyndelsen eller slutningen, og man har selv lov til at gætte på hvad der
sker i midten. Og fantasien i malerierne henvender sig både til børn og voksne, jeg har hørt flere
gange ved Ottos udstillinger forældre sige til deres børn: “Så børn, nu må I kigge færdigt, vi skal
snart hjem.” Det er ikke det man hører forældre sige til deres børn ved de fleste kunstudstillinger.
Hvor Ottos idéer kom fra, det er der ingen der ved, vist nok heller ikke ham selv. Otto sagde at det
var sjovt og nemt at finde på et billede - det tog ca. et kvarter. Derefter var det måneders hårdt
arbejde at male selve maleriet. Han startede oppe i det ene hjørne og sluttede nede i det modsatte
hjørne et par måneder senere, og så var maleriet færdigt. Og han sagde altid, at hvis han ikke
brugte den tid der var nødvendig kunne han lide så godt lade være. Det skulle være så livagtigt at
man kunne tro på det.
Otto Frello vidste godt at det var malerierne som han ville blive husket for, og det passede ham
udmærket. Det var en stor glæde for ham at det var hans hjemegn – Varde Museum – som virkelig
fik øje på hans kunst og var med til at udbrede den til et stort publikum. Først gennem tidligere
museumsdirektør Ole Faber som “opdagede” Frello i slut 80’erne og bagefter nuværende
museumsdirektør Claus Jensen og museumsinspektør John V. Jensen som virkelig har holdt
fanen højt for Frellos malerier.
Der er dog en forskel mellem Otto og Jesus. Jesus sagede: “En profet er ikke miskendt undtagen i
sin hjemby.” Det gælder i hvert fald ikke for Otto Frello, man må nok sige at han ikke er miskendt i
sin hjemby Outrup. FrelloGruppen i Outrup ved Lea, Anne Mette og Steen har gjort en kæmpe
indsats for at ingen skal glemme eller overse hvor Otto Frello kom fra. Jeg plejer altid at sige: min
far er verdensberømt - i Vestjylland. Og nu kan det også bevises med Otto Frellos Plads både i
Varde og fra i dag også Otto Frellos Plads i Outrup. Otto ville have været utroligt stolt hvis han
havde vidst at der en dag ville blive rejst en statue af ham i hans fødeby.
Jeg kan forestille mig at han ville have tilføjet: “Det manglede også bare.”

fredag 12 apr 2024 - Ole Frank Jessen
Vist: 485 gange