Klumme af Lone Bjerg

At være barn og ikke kunne bo hos sine forældre er forbundet med sorg. Det er en sorg over at være anderledes og en sorg over at savne sin familie. Mange børn i pleje bærer på svære oplevelser, og ingen kan tage den del af deres historie fra dem.

Men et plejefamiliehjem kan også være begyndelsen på noget nyt. Et trygt sted, hvor der er mad på bordet, hvor man kommer i skole, og hvor voksne tager ansvar for at skabe stabilitet og omsorg i hverdagen.

Som plejefamilie oplever vi mange glæder. En af de glæder, som vi faktisk ikke havde forudset, er den måde vores lokalsamfund har taget imod vores plejebørn på. Civilsamfundet spiller en enorm rolle. Vores børn er blevet mødt med åbenhed i fritidslivet – i skydeforeningen, i andre fritidstilbud, blandt klassekammerater, deres forældre og vores naboer. Her mærker man virkelig, hvad et lokalsamfund kan, når det fungerer bedst.

Noget af det særlige ved at bo i en lille by er netop fællesskabet. Her er plads til at se hinanden og til at løfte i flok. For os er det også en stor styrke, at vi i nærområdet nu er syv familieplejere, som mødes i et netværk. Det giver mulighed for sparring, støtte og forståelse fra andre, der kender hverdagen som plejefamilie.

Men selv om lokalsamfundet bakker op, er der stadig et område, hvor udviklingen halter: vilkårene for familieplejere. Der mangler fortsat en familieplejerreform, som sikrer ordentlige arbejdsforhold – blandt andet i forhold til forvaltningen i mange kommuner, pension og overenskomst.

Hvis vi som samfund ønsker stabile plejefamilier for nogle af de mest sårbare børn, kræver det også stabile vilkår for dem, der åbner deres hjem.Plejefamilier løfter en vigtig opgave for samfundet. Det bør også afspejles i de rammer og den anerkendelse, vi får.