Referat af generalforsamling Outrup Skytteforening
Ordinær generalforsamling 9. april 2026: Dagsorden, formandsberetning, regnskab, valg og eventuelt.
Referat af ordinær generalforsamling i foreningens lokaler den 9. april 2026 kl. 19.00
Dagsorden
1. Valg af ordstyrer: Johnny Obbekjær blev valgt.
2. Valg af protokolfører/stemmetællere: Ole Jensen blev valgt som protokolfører. Stemmetællere vælges ved behov.
3. Formandens beretning
Formandsberetning for 2025-26
Formandsberetningen for 2024-25 sluttede igen med et håb om, at medlemstallet i denne sæson kunne begynde at stige til et ”normalt” niveau. I år har det også været lidt stigende, da tallet på aktive skytter har været knap 30.
Derudover har vi nu seks personer med den lovpligtige skydelederuddannelse, og derfor har vi haft åbent på begge baneafsnit om tirsdagen og kun nederste afsnit om torsdagen for på den måde at reducere vagtlisten til to personer om torsdagen. Dog har vi været så privilegerede, at der af og til kom nogle fra bestyrelsen og hjælpere m.fl., så vi kunne åbne baner i begge afsnit – også om torsdagen. Mange tak for det.
Det skete især efter vores satsning på luftvåben, og dermed ”Skydning for 5. klasser”, kom i gang. Her kom der også en del søskende og forældre med som medlemmer. Hvis nogen skulle have lyst til at give en hånd med, er I meget velkomne. Derudover kan man også få en gratis uddannelse som skydeleder. Dette foregår som en online pc-opgave, som vi selvfølgelig kan være behjælpelige med.
Luftvåbensatsningen, som nævnt, er en kombination af at reducere krudtforbrændingspartikler på skydebanen samt at give vores skytter en billigere måde at dyrke idrætten på. Ammunitionsprisen på cal. 22 er steget voldsomt siden sidste indkøb – næsten til det dobbelte.
Vi har heldigvis fået to store fondsbevillinger: DGI/DIF-Fonden og Bork Havn Festival-Fonden. Det har gjort, at vi kunne købe fem nye luftrifler og en luftkompressor til opfyldning af luftcylindrene i våbnene. Vi har nu ni luftrifler og to luftpistoler. Derudover er de fem øverste baner nu lavet til luftskydning.
Det vil også være en fordel, at nye brugere af vores luftvåben ikke skal registreres på samme måde som ved den nuværende og kommende stramning for cal. 22-våben. Derfor skal alle nye skytter fremadrettet kun skyde med luftvåben, indtil de er medlemmer og godkendt af politiet.
På baggrund af luftvåbensatsningen er vi også i gang med at afhænde størsteparten af vores gamle Otterup-rifler samt vores gamle High Standard-pistoler, da der er ved at være trangt i vores stærkt tyverisikrede ”våbenkammer”. Ingen bruger disse gamle våben mere.
Vi har selvfølgelig også deltaget i årets ”Skydning for 5. klasser”, hvor vi havde et hold med ved landsdelsfinalen, der blev afholdt i Alslev. Vores hold kom med på en 22. plads, hvor der kun måtte komme 20 med, men på grund af reglen om, at der kun måtte komme ét hold med fra hver klasse, kom vi heldigvis med alligevel. Vores hold gjorde det så godt, at de endte på en 8. plads. Flot.
Vi har som sædvanlig deltaget i landsdelens turneringsskydning, men desværre uden at nogle af vores skytter kom helt til tops. I resultatlisterne fra disse skydninger kan man dog se sine resultater i forhold til alle andre deltagere i landsdelen.
Vi var i august til stede ved Åben By Night i Lunde og ved torvedag i Outrup med IR-våben, og det forventer vi også sker i år.
Der har i sæsonen ikke været ret mange frafald, så det er glædeligt, at vores medlemmer – både børn og voksne – synes om vores tilbud. Her sidst på sæsonen er der kommet nogle børn og også nogle voksne for at prøve, om skydning er noget for dem.
Vi håber på et gensyn til efteråret, og vi håber, at der, når vi starter sæsonen op igen til september, vil komme nogle flere, der vælger vores idræt. Der skal også arbejdes på at skaffe nogle flere hjælpere (og med uddannelse), så vi stadigvæk kan holde åbent både tirsdag og torsdag på alle baner – måske med starttid lige efter normal spisetid, f.eks. 18.30.
Bestyrelsen har aftalt et møde (sidst i april) med DGI’s skyttekonsulent, Mette Rosenlund, omkring fremtiden, herunder regnskabsprogram, medlemskartotek og den nye lovpligtige (elektroniske LOG) registrering af dem, der skyder med vores cal. 22 m.v.
Vi holder nu sommerpause, men starter op igen i starten af september, hvor I vil få en mail om dato og tidspunkt.
Tak til medlemmer, hjælpere og bestyrelse for, at der, til trods for besværlighederne, stadigvæk er en forening, der hedder Outrup Skytteforening.
4. Kassereren aflægger regnskab: Holger gennemgik regnskabet, der udviste et overskud på kr. 77.072,33. Dette skyldes et par store sponsorater samt, at der endnu ikke er betalt for de fem nyindkøbte luftvåben og tilbehør.
5. Indkomne forslag: Ingen.
6. Valg til bestyrelse: På valg var følgende: Holger Østergaard, Ole H. Jensen og Alex Hansen (ønsker ikke genvalg). Valgt blev Holger Østergaard, Ole H. Jensen, Tomas Hørdum. Lene Henningsen blev valgt som suppleant for ét år.
7. Valg af revisor: Henning Siig blev valgt.
8. Eventuelt: Herunder udlevering af pokaler samt lidt kaffe, sodavand og spiseligt fra cafeteriet.
Der deltog 17 voksne og seks børn i generalforsamlingen, der sluttede ca. kl. 20.30.
For referat: Ole Halgård Jensen

