Landbruget fanget i skurkerollen
Landbrugsdebatten kræver nuancer, dialog og kompromiser mellem naturhensyn og robust fødevareproduktion.
Klumme af Claus Henneberg
Landbruget havde for travlt med at lege i sandkassen og overså, hvor mange der stod klar i skolegården til at give det buksevand. Sådan kan man næsten forklare, hvad der er sket det seneste halve år.
Men vi dykker lige et spadestik længere ned.
Dele af venstrefløjen havde god vind i sejlene længe inden valgkampen, og landbruget burde have opdaget, hvor stærkt et redskab sociale medier er til at sprede et budskab. Én ting er, at landbrugets organisationer sov i timen og glemte at følge med i fortællingen om landbruget. Noget andet er det billede, der blev tegnet. Det er her, kæden hopper af for mig.
Kommunikation er et virkelig stærkt redskab, og dele af debatten har i min verden tabt sutten. Landbruget bliver udstillet som den onde part – som en branche, der hverken ønsker bedre dyrevelfærd, rent drikkevand eller en levende natur.
Det er jo ikke sandt. Tværtimod. Men fortællingen virker, for så enkelt fungerer kommunikation ofte: Først udpeger man nogen som de onde, og bagefter bliver det lettere at få sin egen holdning til at fremstå som den eneste rigtige.
Dermed bliver hele debatten ført over i en kamp mellem det gode og det onde. Er du for landbruget, er du imod naturen. Sætter du spørgsmålstegn ved løsningerne, er det næsten det samme som at være imod målet.
Først udpeger man nogen som de onde, og bagefter bliver det lettere at få sin egen holdning til at fremstå som den eneste rigtige.
Men nu skal jeg fortælle jer, læsere, en hemmelighed: Sandheden ligger ikke i kampen mellem det gode og det onde. Den ligger i dialogen. Man kan faktisk sige, at demokratiet kommer under pres, når nogle tager patent på det gode og gør alle andre til de onde. Demokrati er nemlig ikke, at den ene side får lov til at definere sandheden alene. Demokrati er, at vi kan være dybt uenige og stadig acceptere, at modparten også har ret til at være en del af samtalen.
Når debatten kun består af for eller imod, forsvinder midten. Så forsvinder kompromiset også, og til sidst forsvinder demokratiet ud af samtalen.
Fortællingen om det gode og det onde er stærk kommunikation. Men det er en fortælling, vi alle taber på. Prøv selv at lægge mærke til det, når landbruget bliver diskuteret. De nedladende ord flyver af sted i en lind strøm, og hvert eneste af dem er med til at forstærke billedet af landmanden som skurken.
Når nuancerne bliver besværlige, kan man altid skrue op for sproget. Det har virket, og det er kommet bag på os i landbruget, at vi pludselig skulle være de onde mennesker.
Jeg tror ikke, der findes en eneste landmand, som står op efter få timers søvn og tænker: I dag vil jeg igen ødelægge naturen.
Nej, landbruget lever af naturen. Derfor er det tudetosset at tro, at målet skulle være at ødelægge den.
Skal landbruget blive bedre til at passe på naturen? Ja. Vi skal bruge mere præcisionsteknologi, udvikle nye løsninger og blive dygtigere til at bruge jorden uden at slide unødigt på den. Vi skal samtidig huske, at en stærk fødevareproduktion også er en del af vores sikkerhed. For når landbruget alene bliver gjort til et problem, glemmer vi, hvad vi risikerer at miste.
I Sverige betragtes en robust, indenlandsk fødevareproduktion allerede som en vigtig del af landets beredskab. Det giver god mening. For i en usikker verden er det ikke ligegyldigt, om vi stadig har landmænd, dyrkningsjord og virksomheder, der kan producere vores mad, hvis handelsvejene bliver usikre.
Derfor skal vi ikke vælge mellem natur og fødevareproduktion. Vi skal finde en vej, hvor begge dele kan bestå. Landbruget overså kampen om fortællingen. Det må vi lære af. Men resten af samfundet bør også huske, at demokratiet ikke lever af helte og skurke. Det lever af dialog, uenighed og kompromiser.
Så måske er spørgsmålet ikke, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Måske er det på tide at droppe skurkefortællingen og lade dialogen og fagligheden sejre.

