Klumme af æ´Bondekurn fra Lunde

Jeg kan godt lide tanken om at kunne klare mig selv.

• Jeg kan skifte en sikring – medmindre jeg har brændt en af i hovedet.
• Jeg kan bygge en købmandsforretning og et hønsehus.
• Jeg kan dyrke grøntsager.
• Jeg kan reparere lortetaget.

Skulle det i et enkeltstående tilfælde ske, at der er noget, jeg ikke kan, kan jeg som regel finde ud af det. 

Men jo mere jeg laver herude, desto mere bliver jeg også opmærksom på noget andet.

Det er faktisk ikke særlig fedt at kunne alting selv.

Det fede er at kende nogen, der kan det, du ikke selv kan.

At have nogen, du kan spørge, og selv kunne give noget tilbage. Ligesom når naboens høns lægger flere æg, end naboen selv kan spise, mens dine egne pludselig har besluttet sig for at holde æggepause. Én har en trailer, du må låne, en anden har en motorsav, en tredje ved, hvordan fanden man får den der maskine til at virke, og en fjerde kommer bare med kaffe, fordi hun ved, at du er ved at få spat. 

Vi taler så meget om selvforsyning. Jeg tror bare ikke, at det er meningen, at vi skal kunne klare os selv. Især ikke, når vi kan klare mere sammen.

For hvad nytter det at have et skur fyldt med værktøj, en fryser fuld af mad og alle mulige færdigheder, hvis du står alene, når livet vælter?

Jeg tror faktisk, at noget af den rigdom, vi har mistet, ikke findes på vores bankkonto. Den findes derimod i mennesker og fællesskaber, i at vide, hvem du kan ringe til, når lortet brænder, og i selv at være den, der tager telefonen, når en anden står med lort til halsen. 

Det er en form for selvforsyning, jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til. 

Hvem har du i dit liv, som du ved, du kan ringe til, når lokummet brænder?